Katastrofen, der rystede Danmark: Fire døde, bygninger blev jævnet med jorden, og vinduer splintredes flere kilometer væk

Grindsted: Engang i 1920'erne blev en praktiserende læge i Grindsted en aften kaldt til Grindstedværket, hvor han i kælderlaboratoriet fandt grundlæggeren af A/S Grindstedværket, ingeniør Chresten Lundsgaard, med forbrændte hænder og arme. Under udviklingen af et nyt produkt var destillationskolben gået i stykker og indholdet antændt.

I sit primitive laboratorie udførte den ivrige piberyger Chresten Lundsgaard kemiske eksperimenter med farvede brandfarlige væsker i sydende laboratorieglas og glaskolber, og ikke så sjældent skete der eksplosioner, når han arbejdede med de kemiske væsker.

I sit bogværk "Kemi og købmandskab. Danisco – Danmarks største industrifusion" fortæller den mangeårige chefredaktør på Børsen Jan Cortzen:

”Sindige vestjyder i Grindsted og omegn så på Grindstedværket med en blanding af nysgerrighed og frygt … I lokalbefolkningens fantasi stod Chresten Lundsgaard som en anden dr. Faust, der omgivet af mærkelige kolber og glas hver aften sad ved en flakkende ild og fremstillede sære ting. Eksplosioner på fabriksområdet gav også næring til myten.”

I disse dage er det netop 50 år siden, at tiltag og sikkerhedsforanstaltninger på Grindstedværket endnu engang kom til kort over for kemiens kædereaktioner. Den skæbnesvangre tirsdag den 7. november 1972 klokken 16.27 gik tiden i stå overalt på Grindstedegnen, da en eksplosionskatastrofe ramte landsdelens altdominerende arbejdsplads, A/S Grindstedværket.

I løbet af et splitsekund forvandledes området til ét stort virvar af jern, stål og beton, og bygninger samt et 20-meter højt destillationstårn blev jævnet med jorden. Der skete omfattende skader, store jerndragere blev slynget flere hundrede meter væk, ruder og vinduer splintredes i en afstand af flere kilometer, og elektriciteten i det meste af Grindsted forsvandt i mange timer.

Med fællestillidsmanden Emil Andersens ord dengang: "Man kan ikke undgå at få kuldegysninger, når der sker sådan en ulykke. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis eksplosionen havde grebet om sig og også ramt andre afdelinger."

Ulykken ryddede alle avisforsider og nyhedsflader i Danmark, og Grindstedværkets daglige leder, ingeniør Arne Dahlstrøm, gik dengang så langt som til at karakterisere eksplosionen som braget fra en atombombe.

Grindstedværket havde rødder helt tilbage til de glade 1920’ere, hvor den driftige civilingeniør Chresten Lundsgaard med kemi som fag brændte for at få foden under eget bord. Da chancen bød sig i 1924 på de flade hedesletter ved Grindsted, slog han til og grundlagde Grindstedværket, og som virksomhedens bomærke valgte han tre graner og en hedelærke.

Ad åre skulle Grindstedværket indtage positionen som én af Vestjyllands helt store arbejdspladser, og i slutningen 1950’erne og i 1960’erne beskæftigede Grindstedværket op mod 1100 mennesker fra by og opland i et lokalsamfund med små 7000 indbyggere. Ellers var der bortset fra Lego i Billund langt mellem store og valutaskabende virksomheder i den del af landet.

Dén tirsdag i november for 50 år siden er to unge medarbejdere Ella Madsen og Leif Gull Pedersen netop mødt på arbejde. Kort inden eksplosionen sker, forstår de, at noget er rivende galt. De bliver klar over situationens alvor og forlader den fritliggende laboratoriebygning for telefonisk at tilkalde den ledende driftsingeniør og fabriksmesteren, så der kan blive kigget nærmere på det avancerede system.

Fabriksmester Jørgen Aagaard Rasmussen har da fyraften og er netop nået hjem til familien på Norgesvej, da han ringes op fra Grindstedværket og kaldes tilbage til sin arbejdsplads.

Ifølge vidnesudsagn ankommer fabriksmesteren som den første og går ind i bygningen formentlig for at nå frem til styretavlen på 1. sal for at afbryde strømforsyningen. De to unge medarbejdere, Ella og Leif, står da uden for bygningen.

Driftsingeniøren er på vej over gårdspladsen hen mod anlægget, og situationen udvikler sig til en tragedie, da der i afdelingens reaktor er sket en ophobning af eksplosive dampe, der strømmer ud af det lukkede kredsløb og antændes af gnisten fra en styretavle.

Professor og ekstern lektor på DTU, Danmarks Tekniske Universitet, Frank Huess Hedlund fortæller i bladet Dansk Kemi 101 nr. 7, at laboratoriebygningen bliver totalt jævnet med jorden. Lette tage og facader på andre bygninger bliver splintret og løsrevet op til flere hundrede meters afstand fra eksplosionsstedet, ligesom bærende tagkonstruktioner styrter ned.

Den voldsomme eksplosion sker lige efter fyraften, hvor dag- og natholdene skifter, og det store daghold har netop forladt Grindstedværket. Var eksplosionen sket få minutter før, ville der med stor sandsynlighed have været mange flere omkomne.

Børge Gull Pedersen, der er far til Leif Gull Pedersen, har været ansat på Grindstedværket siden 1958 og står kun 300 meter væk, da det enorme brag lyder:

”Jeg vidste med det samme, at min 18-årige søn Leif var derinde, og at han måtte være død på stedet. Kun ni timer nåede han at være ansat her på Grindstedværket, så var han død.”

Først efter mange timers intenst sluknings- og redningsarbejde bliver de forkullede rester af fire omkomne gravet frem fra de udbrændte ruiner og identificeret. Sorg og vemod knuger hele egnen, og der grædes mange tårer, mens flagene overalt glider på halv stang. De døde var: Den 18-årige Leif Gull Pedersen, den 20-årige Ella Madsen, den 30-årige Jørgen Aagaard Rasmussen samt den 35-årige Anders Christian Kjalke.

Dagen efter den 8. november 1972 ryddede Aalborg Stiftstidende avisens spalter for med fede typer at kaste lys over den fatale eksplosionskatastrofe under overskriften: "Dræbte rensefejl fire? Fejl på Grindstedværket var kendt kort før eksplosionen".

I en diger rapport fra Direktoratet for Arbejdstilsynet, udarbejdet af civilingeniør Erik Kjærsgaard efter måneders tekniske undersøgelser, lød den endelige konklusion om katastrofen, at den måtte betragtes som uundgåelig på grund af fejl ved det avancerede systems automatik. Fejlen betød, at medarbejdere manuelt greb ind i systemets automatik, når man oplevede problemer.

Den fremgangsmåde var blevet benyttet adskillige gange før, uden der skete noget fatalt, men rapporten slog fast, at det var blot et spørgsmål om tid, før katastrofen ville indtræffe.

Med civilingeniør Erik Kjærsgaards ord: I vort arbejde er det lykkedes os at finde næsten enhver skrue samt at rekonstruere hændelsesforløbet. Det ligger fast, at en ulykke af denne art slet ikke skulle kunne ske. Den skete alligevel, fordi man ikke på et tidligere tidspunkt greb ind og fik rettet den fejl ved automatikken, som medførte forstoppelse ved filteret.